Turen til Indien 2008

.Dagbog fra turen til Indien 2008

 

Tina er klar i Gelsted – herefter går det raskt til Kastrup, hvor vi bliver sat af lige ved indgangen til Terminal 2, så skal vi ikke bære bagagen så langt. Finn får en reprimande af lufthavnspolitiet for ikke at holde ude på midten, men benytte taxaholdepladsen – og måske også lidt for vendingen, da han valgte afkørslen til indenrigs i stedet for udenrigs.

 

I afgangshallen må vi vente ret længe, før vi kommer til check-in-skranken, vi er så tidligt derinde, at der endnu ikke er angivet nummer på hvilken skranke, vi skal checke ind på.

 

Igen er vi så heldige, at vi ikke skal gå eller bære ret langt, det er den nærmeste skranke til vor venteplads. Vi bliver ”vejet” ind (Kajs kuffert er den tungeste, den vejer 20 kg.) og får vore boardingpas – en tur gennem den nye sikkerhedskontrol, hvor bælter, ure og alt skal af for vi ikke giver udslag gennem security gaten.

 

Turen hen over Sjælland og Lolland er ganske flot – man kan se helt fra Vordingborg til Kalundborg, og Lolland ligner et levende landkort. Det er et lille fly, vi kommer med til Bruxelles – og vi bliver lidt overraskede, da det viser sig morgenmaden på flyet koster penge. Der er vist ingen, der ønsker at betale noget allerede.

 

3 timers ventetid går hurtigt, men her er vi også kommet så langt op ad dagen, at butikker og spisesteder er åbne.

 

Vi mødes ved Gate B37, hvorfra Jet Airways fly til Chennai får folk og varer om bord. Oppe i fingeren synes flyet ganske lille for flere, mens andre sammenligner størrelsen med bilerne på pladsen – det er stort nok! Lufthavnen er nu også noget større end Kastrup og selv Fuglebjerg busterminal.

 

Igen har vi fået pladser langt fra hinanden, jeg sidder selv på række 16, mens Søren har plads på række 35. Til vores glæde er det et veludstyret fly med skærm i ryggen på stolen foran, sødt personale, maden og drikkevarer er med i prisen. Eneste lille minus er en forsinkelse på ca. 45 minutter, som vi ikke når at hente ind på.

 

Der er sovetid i flyet – hvilket alle benytter til en urolig søvn.

 

Så er det blevet tid til at udfylde indrejsepapirerne, det er uvant og vanskeligt for de fleste.

1 times tid før landing får vi indisk morgenmad og derefter is i plasticbæger formet som vaffel. 

Her synes terminalen endnu større – alligevel er der ingen ledig gate til os, så vi må stoppe ude på åben plads. Da vi står af flyet slår varmen os i møde – klokken er halv 2 om natten og temperaturen er 29 grader. Mon ikke holdepladsen er sædvanlig, for vi bliver kørt til lufthavnsbygningen i flere busser påmalet ”Jet Airways”

 

Her er utroligt slidt, og pigerne bliver ret forskrækkede, da de kigger ud af en terrassedør og ser folk sove under åben himmel.

 

Vi får hurtigt vores bagage, hvor eneste uheld er Annas rygsæk sidder fast i en andens rejsetaske, og et spænde går i stykker, og Carolas helt nye kuffert er havareret på det ene hjul.

 

I ankomsthallen går tingene gnidningsløst gennem sikkerhedskontrol, utroligt grundig paskontrol og bagagekontrol. Ved udgangen får vi hurtigt øje på vores guide og chauffør, der giver alle blomsterkranse på, de dufter meget og meget tungt! Vi går til bussen, snakker veksling med guiden. Bedste rate er i lufthavnen, så vi veksler samlet og ens for alle 500 kr. til 3907,70 Rs, så kursen er meget tæt på 8.

 

Der er 1½ times kørsel til hotel Mahabs i Mahabalipuram. Først kører vi gennem en international by, derefter ser det mere fremmedartet og slidt ud. Vejen er godt asfalteret, men store huller og afstribning med sten på størrelse med kokosnødder bemærkes af nogen, mens andre sover.

 

Vi holder på gaden i Mahabalipuram, her ser meget slidt og skummelt ud. Vi vinkes ind ad en gyde og ser til vores overraskelse et efter forholdene fint hotel med swimmingpool.

 

Klokken er nu 4 om morgenen og det er sengetid. Vore bekymringer omkring drikkevand afløses af tilfredshed med den flaske vand, der står fremme i værelset.

 

Kommentarer til flyturen:

Godt med luxusfly med spil og film

Flyveturen fløj af sted

Charlott blev ikke dårlig

Nogle meget flinke mennesker byttede plads, så gruppen blev mere samlet

Der burde være et skab til babyer

 

 

Lørdag d. 5/7

 

Morgenmaden er bestilt til klokken 9, og næsten alle er klar, vi mangler 2 drenge og 3 piger, der alle er flinke til at skynde sig og vente med at vaske sig til efter måltidet.

 

Vi får dejlig morgenmad med vand, juice, kaffe/the at drikke og toast, omelet og nogle risklumper at spise til.

Vi forlader hotellet på gåben kl 11, lidt senere end aftalt! Vi skal ud at se ”Five Rathas” – nogle flotte skulpturer og en kæmpe ”rokkesten”. Det er uvant og vanskeligt med alle de tiggere og især alle de påtrængende gadesælgere, der falbyder postkort, bøger om seværdigheder, smykkesten, perlekæder o.m.a.

Jeg tror alle undgik at afslå uden at fornærme!

 

Efter dette skue går vi mod stranden, hvor vi skal se ”Shore Tempel” fra det 14. årh.

 

Først kommer vi forbi en masse boder, derefter en hel masse ihærdige souvenirsælgere, så er vi på stranden, hvor der igen er boder, nu med is, frugt og vand. 

 

Svømning er forbudt – det forstås, når man ser brændingen og hører om understrømmen. Folk får dog våde tæer, man må gerne soppe.

 

Brændingen er voldsom og uens, så flere gange må gruppen ”flygte” mod land for at undgå at blive alt for våde.

 

En indisk pige bliver væltet af en stor bølge og må hjælpes på højkant. Hun bliver meget forskrækket og græder voldsomt.

 

Jeanne kan ikke modstå at betale 30 kr. for en tur på hesteryg, så ”sælgerne” her fatter interesse for vor gruppe, næsten lige så stor som nogle indfødte herre, der gerne vil have taget et foto af dem sammen med Søren.

 

Herefter går vi tilbage til hotellet, hvor pølen venter på at køle os af.

 

Nu er klokken ved at være 3 og vi skal samles for at gå en tur til flere skulpturer, ”Arjuna Penance”

Vi kommer næsten rettidigt af sted. Går til venstre ikke ret langt, så kommer vi til et skulpturmuseum, hvor vi ret hurtigt ser det hele – der er mange skulpturer af Hinduguder, alle malede i forskellige stærke farver. Det er ikke ret skønt skue, men ganske særegent.

 

Søren tager et gruppebillede på trappen, og vi aftaler at mødes på restaurantens flade tag kl 16.30 for at bestille vores aftensmad, så vi kan spise kl 17 – mon vi så får mulighed for at se solnedgangen.

 

Charlott, Majse og Carola valgte at gå tilbage til hotellet for at sove på terrassen, Jeanne og Cille valgte at gå lidt tilbage for at klappe en hellig ko og derefter følges med os andre lidt længere ud ad byen. Snart kommer vi forbi et sted, hvor der ligger en død kvinde på et tæppe på en overdækket kloak, ca. hævet ½ meter over gadeniveau. Hun er dækket af blomster bortset fra hovedet. Der sidder folk rundt om, de krammer den døde og beder os samtidig om noget. Vi fatter ikke om det er almindeligt tiggeri, om de beder om begravelseshjælp eller beder os om at deltage.

 

En lille kvinde følger os ihærdigt, hun vil enten vise os ind til et spisested eller selv have noget at spise – måske ville hun gerne have noget i den stålkande, hun bar rundt på. Hun satte den i hvert fald tom ved begravelsesvagterne.

 

Vi fortsatte og kom forbi endnu en gang relieffer og videre til en plads med store klipper.

 

Bag ved er et udsigtstårn og et gammelt tårn, der sikkert er et tidligere fyrtårn. Bag byen er åbent landskab med marker, der er helt fladt.

 

Tilbage på hotellet næsten til tiden, der skal lige købes vand! 

 

Vi kommer ”dryppende” op på taget, hvor der er dækket op til 8 i stedet for 13.

 

Efter lidt forvirring på, om vi skal sidde der eller nede, bestiller vi. Det går – som sædvanlig godt med bestillingerne. Alle virker tilfredse, og der nikkes og smiles.

 

Oskar og Christian har bestilt nede i restauranten, og får maden før os andre. 

 

Nu begynder forvirringen – nogle bl.a. Carola, Sofie, Anna og Tina venter længe på deres mad. Majse har i tiltro til Oskar bestilt en ekstra portion ris, hun efterhånden får afsat. Sofie smager Kajs pasta med grønsager, mens Anna standhaftigt venter længe med at spise af sin kylling mens hun venter på sine kyllingstegte ris, der dog først dukker op som det allersidste og efter 2 gange rykkeri.

 

Betalingen er lige så kaotisk – det ender med at gå op efter Carola og Sofie betaler til fælleskassen og Majse ender med at betale for den ene portion ris (Carola fik den anden)

 

Vi spørger hvor længe poolen er åben – til kl. 19, men der holdes dog åben til 19.30, så ”ungerne” kan få en hel time.

 

Vi har aftalt at sove tidligt, så vi er udhvilede, når vi skal videre til Trankebar i morgen kl 10 efter en gang morgenmad kl 9.

 

Vi sidder ude på svalegangen og nyder stilheden, toastbrød, chips m.m. og aftenen, pludselig skriger pigerne, mens de springer op eller løfter benene – en stor velnæret rotte løber først hen forbi alle værelserne for derefter at løbe tilbage efter et kort hvil ved Søren og Kajs bord.

 

Klokken bliver vel ca. 22, før de fleste tøffer ind under tæppet

 

 

Søndag d. 6/7 2008

 

Oppe kl 8 – flere tager en tur i poolen! Nu skal vi have morgenmad og derefter venter 5 timers buskørsel.

Mon der er nogle, der har frosset i nat ligesom sidste nat, hvor pigerne på 204 ikke kunne finde ud af at slukke eller skrue ned for airconditionen.

 

 Vi får morgenmad kl 9 – samme menu som i går

 

Vi skal af sted kl 10 – gøre klar til afgang. Bagagen bæres ned af boys.

 

Vi kommer af sted kl 11

 

Lige efter afgang ser vi et ligfølge. Kvinden fra i går bæres på en båre, mens et stort følge kommer efter. De er på vej til begravelsespladsen

 

I byer er en fælles begravelsesplads, på landet har hvert hus sit specielle sted bag huset til kremeringen. Her må kvinder ikke komme!

 

Kremeringen skal foregå inden for 24 timer efter dødsfaldet. Asken samles op, gemmes 16 dage og derefter spredes den ud over sø, hav eller flod.

 

Vi kommer forbi et tempel, hvor der er en procession i forbindelse med en tempelfestival.

 

Efter et stop for billeder kører vi videre. Næste stop er hvor de inddamper vand for at udvinde salt – bjerge af salt skrabet sammen af mennesker med træskrabere. Her tager det heller ikke lang tid.

 

Next stop: Pondicherry, hvor vi først er i et supermarked for at købe frugt, så i et andet. Vi køber 4 bæreposer fulde.

 

Vi standser ved en bod for at købe bananer.

 

Nu skal vi bare finde et sted at spise.

 

Guiden har købt granatæbler – det er ret skønt.

 

Vi standser et sted, hvor de laver ”stråtag” af palmeblade. Her spiser vi stående og siddende: Vandmelon, vindruer, papaja, æbler, appelsin, bananer og kokosnød.

 

Vi giver igen 50 rupiers i drikkepenge for ulejligheden og lov til at klappe hvalpen

Derefter videre til Trankebar. 

 

Efter en kort fejlkørsel ser vi et skilt og en byport, Vi er der!

 

Vi kører efter min mening for langt ned mod vandet – er ud for fortet og paradepladsen. Jeg siger til guiden, vi skal stoppe ved ”Gate Bungalow!” Han siger: ”Nej, Her!” Jeg siger: ”Det er for dyrt!” Han svarer: ”Vi skal hente nøglerne – alt er i orden, I skal bo efter den oprindelige plan, på Tamil Nadu Guesthouse.” Pigerne bliver nu meget skuffede og brokker sig!

 

Bagagen bæres op af drengene – the bellboys. Mon vore unge husker at give dem en skilling for det?

På 2 værelser virker airconditionen ikke! Sjovt nok har de begge havudsigt.

 

Vi beslutter os for en tur langs stranden. Vi går forbi borgen. Små krabber piler af sted, hvor er de dog hurtige!

 

Der er en del uforståen hvorfor badning ikke går an, stranden er jo meget fin! Det er dog ved at blive mørkt.

Vi går tilbage til hotellet, hvor vi har bestilt aftensmad, indisk men ikke for stærkt. Det er indisk! Det er stærkt! Det er for stærkt!

 

Efter maden kommer en tjener med mobilen klar, Chandra har tinget. Han kommer 20.15 direkte fra sit kontor her søndag aften. Klokken 22 har vi nået program for d. 7.:

 

Velkomst 9.30

Tour Village

Hope Foundation Training Center og 1. skole

Lunch 

Hope 2. skole

Hotellet 16.30

Karikal 

Veksling

Indkøb af vand, sodavand og slik

Dinner

 

Beslutning om aktiviteter de andre dage efter Chandras forslag og efter vore ønsker.

 

Så går turen rundt på etagerne for at informere. Pigerne synes, det lyder som en meget – alt for – hård dag!

 

 

Mandag d. 7/7 2008

 

Op til sædvanlig tid, morgenmad kl. 9 og vi skal møde Chandra kl 9.30 og af sted efter en kort velkomst og introduktion.

 

Vi må vente ca. 20 minutter på morgenmaden. Vi får toast & marmelade samt omeletter. De har ikke forberedt juice så drikkelsen er vand, kaffe (2) og the (2). Der er godt med mad og mange løg i omeletterne.

 

Da vi er næsten færdige med morgenmaden, opdager jeg en mand sidder i gangen og vente. Det er ikke Chandra, men John, der også venter på ham – ved han er på vej.

 

I det samme kommer en lille bil kørende og ind kommer Chandra, hans kone Lalitha og hans fætter og kollega ”Budda”

 

Chandra byder alle os velkommen, præsenterer de øvrige, hvor John også er en medarbejder. Derefter fortæller han om HOPE-organisationen, dens arbejde i byen/området Trankebar. Han slutter af med at forklare om dresscoden og forhører sig om vore unge kender byens og hotellets navn, så de har mulighed for at spørge om vej ”hjem,” hvis de bliver lost.

 

Så skal vi bare finde vores chauffør og guide for at komme af sted. Vi må ringe til dem – de har skiftet værelse, uden vi har fået besked.

 

Jeanne har ondt i benene, så hun og Cille kører til den første skole i bussen. Ved ankomst blev de placeret i en stol – fik en sodavand og senere en slikkepind. I frikvarteret løb eleverne rundt, standsede op hver gang, de kom forbi og spurgte om deres navn.

 

Det var en lang ventetid – en god times tid – selv om skolelederen var sød til at snakke en smule, hver gang hun kom forbi.

 

Vi andre gik ned til vandet, drejede til venstre og kom forbi et gammelt tempel, der lå i vandkanten. Det var fra det 15. årh.  Samtidig kunne vi se nogle mure ude i vandet. Vi fik fortalt, hvordan vandet var kommet længere op, tidligere var vandet en kilometer længere ude og der var en vej til nabobyerne langs kysten. Videre, nu kommer vi til fiskernes bydel. Her er en blanding af nyere huse og sivhytter. Regeringen har besluttet ingen må bo nærmere vandet end 500 meter, men ikke alle fiskere vil flytte. De bor, hvor de altid har gjort og hvor deres familiemedlemmer omkom.

 

Det er ikke muligt at låse døren, men heller ikke nødvendigt, for alle hjælper hinanden og kigger efter hinandens ting. Kystfiskernes råd, panjayat; beslutter i tvister, så politiet er ikke nødvendigt her.

Hvor er der mange både.

 

Her tørres fisk til dyrefoder og til salg til mennesker. Vi ser en fisker med flere blæksprutter, han er helt sort op og ned af armene.

 

Vi ser fiskeauktionshallen og kvinderne, der arbejder med at sælge fisken. De køber på auktionen og sælger videre.

 

Vi drejer op mod byen og går ind i et hus, et kontor for en NGO-organisation bl.a. støttet af Bestseller, der er i færd med at restaurere huse og rengøre byen – bl.a. har de kørt 800 lastvognslæs skrald væk – vi ser billeder fra restaureringen bl.a. af fortet – her ser vi tydeligt forskellen på strandkanten på billedet fra 1786 og billedet fra 2007.

 

Videre til Torvet, hvor vi ser kystfiskernes rådslagningsplads – en bygning opført af HOPE.

Herfra går vi til skolen, hvor vi forenes med de 2 ”kørende” piger.

 

På trappen bliver vi modtaget af en klasse, der giver os blomsterkranse på. Derefter går vi rundt og ser alle klasserne. Der er ca. 20 elever i en klasse, de bærer alle skoleuniform betalt af HOPE.

De smiler og vinker – ser glade ud og lærer ved lærerinden siger noget, skriver på tavlen og de gentager. De lærer bl.a. engelsk, som deres forældre ikke kan, kommer fra 8 forskellige landsbyer, bliver hentet i minibusser og bespist på skolen.

 

Efter rundvisning på skolen går vi til træningscentret. Her er studerende mellem 18 og 38 år. Det første, vi ser lokaler og elever til EDB undervisningen. Her er et OK EDB-lokale og et teorilokale ved siden af, men hvordan de kan rumme et weekendkursus med ca. 160 elever er mig en gåde.

 

Vi går videre til et male og trykkeværksted, hvor vi med det samme bliver begejstrede for en mand, der sidder og maler med benene, han har ingen arme.

 

Mange vil gerne købe nogle af hans bogmærker, 5 stk. for 10 rupiers. Et med en fugl (trane) bliver der bestilt 3 flere af og andre lægges til side til senere betaling.

 

Næste værksted er kreativt. Her er en lille mand, der lever alene med sin meget gamle mor, han skal forsørge. Han laver bl.a. tasker, nogle rigtig pæne, andre rædselsfulde. Jeanne købte et vægtæppe med en elefant. Til sidst ser vi en systue, hvor 5-6 kvinder sidder og syer, mens de samtidig lærer faget. Her starter man med at tjene 50 rupiers pr måned. Dem der er her tjener 2000 til 3000 (det er slutløn). De syr efter ordre, også gerne for os.

 

Sidst er et værksted til computerhardware, hvor man kan få en uddannelse til reperatør.

 

Rundvisningen er slut og vi får en kop the med honning, dejligt – også med et toiletbesøg.

 

Nu er klokken 13, og det er frokosttid. Vi kører et kvarter ind til den lokale restaurant – her er ganske pænt, selv om der ikke ville komme ret mange gæster i Danmark.

 

Der dækkes op med bananblade, og vi udveksler hurtigt reglen om at folde mod sig selv, hvis man er tilfreds, og væk hvis man er utilfreds.

 

Menuen er Ris med forskellige krydrede ting til. Derefter noget yoghurt og sidst noget sødt væske i en lille metalskål. De fleste siger: ” Hvornår kan vi prøve det igen?” mens 2 siger: ”Vi skal vel ikke prøve det igen?”

Når man har betalt er mængden, man spiser ikke begrænset på nogen måde.

 

Efter restaurantbesøget går turen til ”Sølvbryllupstemplet.” Hvor er det imponerende stort. Vi sætter vore sko ind i en bod og går barfodede ind i templet. De helligste af templet åbner først kl 16, så mange folk venter og slapper af i den store sal.

 

Vi ser elefanten i dens stald, men ikke ude og får ikke den ønskede velsignelse.

 

Tilbage efter vores sko, hvor Lalitha betaler 1 rupiers pr. par/person.

 

Nu vender vi så tilbage til hotellet. Klokken 16.05 ankommer vi og afgang til Karikal er kl 17.15

Jeanne har meget ondt i benene, så hun vil meget gerne bare blive på hotellet og hvile ud. Kaj bliver hos hende, så hun ikke er alene. Så kan dagbogen blive ført up to date.

 

Resten kørte til Karikal – undervejs stop for at tage Chandra med. Videre til et lille supermarked, hvor der blev handlet chokolade, chips, sodavand, bolsjer, tyggegummi m.m.

 

Det tog ca. 20 minutter.

 

Tingene blev sat i bussen, derefter en kort gåtur på ca. 500 meter. ?I restauranten blev gruppen bænket og lyset dæmpet. De fleste bestilte burgers, resten fik ½ grillkylling med kyllingristede ris eller nudler, Chandra og hans ven fik noget helt andet. Nogle drak sodavand, andre vand.

 

Betalingen skulle ske hver for sig, det kunne ikke lade sig gøre, tjeneren kunne ikke finde ud af det, så Søren lagde ud og afregnede derefter med den enkelte.

 

Ude i bussen snakkede gruppen program med Chandra. Det gik fint, kun ganske få forslag om at shoppe alle dage.

 

Nu gik turen hjemad. Chandra stod af ved sit hus – pænt kvarter med mur rundt om hele kvarteret.

Gruppen var ”hjemme” kl. 22. Airconditionen var gået itu på det ene pigeværelse, så pludselig var der seks (ikke sex) på det ene værelse.

 

 

Tirsdag d. 8/7 2008

 

Op til ”sædvanlig tid” Morgenmad kl 9 – igen sådan cirka og godt og vel. Vi nåede det inden Chandra kom som aftalt kl 9.30 – eller var den 10?

 

Vi afleverede vekselpenge til ham og han udleverede en trykt plan til næsten alle. Den blev gennemgået og kommenteret.

 

 

Af sted til skolen, hvor vi ankom lidt efter planen, kl 11.

 

De unge blev delt op i 4 grupper, der hver fik en klasse og en lærer. Alle både medarbejdere, unge og skoleelever syntes at more sig og have en god tid. 

 

Der var meget forskel på, hvordan det blev grebet an.

 

Eleverne var meget søde og charmerende. Man kunne tydeligt mærke, de var mere frie i denne situation end den vi så tidligere, hvor læreren stod ved tavlen og skrev noget, eleverne derefter læste i kor.

 

Klokken 12.30 fik vi lunch – samme menu som eleverne, citronris med pickles. Det smagte ganske udmærket. 

 

Klokken 14 startede leg og boldspil – rundbold og stikbold. Det var sjovt og vanskeligt for mange at løbe rigtigt rundt, så vi måtte sætte en på hver base til at styre hvor og hvornår de skulle løbe.

 

De morede sig, men blev til sidst trætte og ukoncentrerede og var mere interesserede i at røre ved de unge og deres ting så som solbriller, ipots o.l

 

6 elever fra 3. klasse viste deres indøvede danse, de var ikke helt koordinerede, men det så også ganske vanskeligt ud. Musikken kom fra en mini-ghettoblaster – den lød helt fejl og forvrænget.

 

Fra skolen tog vi hen til træningscentret, hvor vi skulle købe hvad der var bestilt dagen i forvejen – det blev til noget mere – shopping-genet kom rigtig frem i nogle.

 

Derefter ind i EDB-lokalet, hvor en maskine var på nettet. Nogle stykker kom på e-mail og sendte en hilsen hjem. Søren og jeg var på Chandras kontor for at få de vekslede penge, kursen er nu 8,8 i stedet for 7,81, så det er noget bedre end i lufthavnen. Der er altså forskel på at få 4400 i stedet for 3900 for 500 kr.

 

Jeanne har ondt i benene, og i morgen skal vi gå meget! Vi laver derfor en aftale med Lalitha, hun kontakter en massør og alternativ helbreder, sender en af sine medarbejdere hen for at følge hende, så hun kan lave noget alternativt og forhåbentlig få det bedre i stedet for at gå byen rundt. Da Jeanne får besked, har vi pludselig flere dårlige piger, ryg, arme m.m. også selv om de skal betale massagen selv.

 

Tilbage på hotellet, nu virker airconditionen ikke på 3 værelser – drengene i 202 og pigerne i 204 og 205. Vi snakker med guiden, der kontakter manageren. Han kommer tilbage – der skal komme en reparatør fra Pondicherry i morgen, så de 3 piger kan komme over på et andet hotel i nat, dog uden bagage. Da hal hører, det er 6 piger, vil han kontakte hotellets ledelse igen og give besked ved aftensmaden.

 

Vi vælger ikke at sige noget med det samme, men vente til denne besked. Da vi kommer ud i spisesalen er pigerne helt vilde i varmen, de har forstået, de bliver flyttet over på det fine hotel. De falder lidt ned, da de hører, det kun er for en nat.

 

Under middagen kommer en vagt og en reparatør. Hurtigt vinker de af drengene – kontakten skulle blot stå oppe i stedet for nede, så den virker. Den unge mand får repareret den på 204, mens pigerne på 205 får et andet hotelværelse, dog ikke på der fine hotel, men et andet. Søren følger dem over og de får et brugbart og pænt værelse.

 

Middagen er indisk – kylling næsten hotwings med ris, limefrugter, løg, grønsager og 2 sovse, den ene krydret. Alle kunne lide maden, selv om Sofie ikke kunne spise så meget – maverumlen og lidt kvalme, så vi må se! 

 

Søren gik en tur sammen med en gruppe elever. De nåede ned gennem fiskelandsbyen, fulgte en parallelvej til Kongensgade og helt op til porten og ”hjem” ad Kongensgade. De mødte en gal hund og en flok geder, der spærrede vejen. Kirken blev besøgt og alle fik en snak med præstens søn og selve præsten, den handlede bl.a. om at man i dag d. 9/7 fejrede Ziegenbalds 302 års fødselsdag.

 

Derefter gik turen tilbage til hotellet.

 

 

Onsdag d. 9/7 2008

 

I dag sker der noget nyt: Morgenmad allerede klokken 8.30, så de planlagte løbeture minimeres eller aflyses. Til morgen køber vi en liter vand til hver. Efter morgenmad venter vi på John. 

 

I stedet for klokken 9, kommer de kvart i 10. Chandra, John, Lalitha og en yngre kvinde. De 2 kvinder tager Jeanne til massage. Charlott og Tina klager lidt over mavekneb, men vi tager alle af sted på tur. Det er allerede varmt!

 

Vi tog af sted ledsaget af Chandra efter at have vækket nogle piger – de er trætte efter at have snakket til klokken 1.

 

 Vi går først over i den tidligere guvenørbolig, der nu er lavet om til hotellet, ”Bungalow at the Beach” Vi ser værelser og går en tur op på svalegangen. Udsigten er rigtig god, men værelserne er altså ikke til 5000 Rs pr nat! Efter rundturen sidder vi forhallen og får en kort information om Dansborg og Trankebars historie, derefter går vi over paradepladsen, hvor vi ser Ziegenbalds monument. 

 

Entreen til Dansborg er 50 Rs p. p. og 10 Rs pr kamera samt 30 Rs pr videokamera. Vi enes om kun at bruge 2 kameraer.

 

Rundturen starter i museet, hvor der er rimelig interesse for at se de gamle dokumenter og fotografier. En krukke brugt til at begrave folk i og en optegnelse over anløbne skibe er der også  interesse for.

 

En rundtur på borgmusen og i borggården, hvor vi ser Ziegenbalds fangehul, hestestalde, forrådskamre og bygningerne, der brugtes til  handelsboder i danskernes periode og fangehuller i den senere periode, hvor englænderne havde borgen. Vi får også vist bl.a. planten Indigo, der eksporteredes til Danmark. 

 

For danskerne var det en handelsstation – soldaterne måtte kun komme i et område, ca 13 km væk fra borgen; for englænderne blev det et fængsel for store dele af Indien.

 

Fra borgen gik vi et smut gennem en lokal bydel for at se kirkegården, så tilbage og op ad Kongensgade, hvor vi ser kirken, der er bygget af Ziegenbald, her møder vi præsten, Sørens hold snakkede med i aftes. Han kan tydeligvis genkende holdet.

 

Chandra forlader os og går videre af Kongensgade mod byporten. Den skal vi også se, så vi følger efter. Ved det nye hotel ”Bungalow at the Gate” standser han op, snakker med en arbejder. Da vi kommer spørger han, om vi vil ind og se stedet. Vi afslår – det vil måske blive for meget at se, hvad vi er gået glip af. Vi tager et gruppebillede ved byporten og går derefter tilbage. Efter en tur ind i boghandelen går vi til hotellet, hvor vi møder Jeanne, der har fået det meget bedre og har haft en god oplevelse. Det skulle det også gerne være for 1000 Rs!

 

Vi har nu 3 kvarter til at blive frisket op, så skal vi af sted til restauranten. Vore elever har nu vænnet sig alt for godt til indisk vane omkring tidspunkter. Vi bliver ”busset” den lille kilometer ned i byen.

 

Nu til restauranten. Der spiser flere lokale borgere, så der er kun plads til 8 i første omgang – ellers  må vi vente på, andre bliver færdige. Sikken appetit indere har!

 

Igen spiser vi af bananblade, denne gang ris og fisk og en hel masse andet.

 

Flere elever er bekymrede over renligheden, bl.a. spiser Sofie kun blommen af et hårdkogt æg – som hun siger: ”Den er der i hvert fald ingen, der har rørt ved.” Carola kommenterer edderkopspindene under taget. Tilbage til hotellet, hvor der igen er en pause på 3 kvarter. 

 

John kommer og henter os, vi ”busser” igen 

 

Undervejs holder vi ind ved kiosken for at købe vand. Vi vil købe en kasse (20 flasker), men indehaveren siger, han kun har 3 – vi får dog kun 2.

 

Folk venter på os ved Johns kontor. Vi får en kort beskrivelse af, hvordan de låner penge ud rentefrit med en tilbagebetalingstid på 6 mdr.  lånebeløbet er normalt mellem 2000 og 2500 Rs til opstart af et lille firma.

De første 5 var taxachauffører, der skal have et lån til at få taxaen gennem bilinspektionen, dernæst 6 kvinder med forskelligt formål – beløb til at købe fisk til videresalg, starte en thebutik o.l.

 

Vi uddelte checks og lånepas, hvori afdrag afskrives. 

 

Man indstilles til lånet af landsbyens råd panjajat* og hvis det ikke tilbagebetales meddeles det rådet, herefter er det så rådets afgørelse, hvad der skal ske – ofte vil det være udelukkelse fra at arbejde med det men har taget lånet til.

 

Vi gik mod fiskeauktionen, på vejen var vi inde i templet, hvor vi blev velsignet med en grå og en rødbrun plet i panden. Bag efter sagde munken: ”Money,” så vi betalte ham lidt.

Fiskeriauktionen var spændende, sikken masse fisk, fiskere, fiskebåde og fiskekoner. Vi var på stranden og se losningen og alle de forskellige fisk.

 

Tilbage på hotellet – vi slappede af – skulle spise kl 8. Kok&tjener (samme person) kan ikke forstå, der ikke kan skrives på regning i dag, men vand og mad skal betales kontant – samtidig kommer guiden, han overfaldes med vore stadige aircon-problemer og kontakter hotellets manager. Han kommer – tilbyder et hold piger flyttes over på det fine hotel, så 2 hold piger, så alle drenge. Vi vil ikke så gerne skilles, men gerne have aircondition. Til sidst tilbydes at vi alle flytter over på Gatehouse, som vi ellers troede, vi skulle bo på i starten. Det er OK. Vi skal stadig spise på Tamil Nadu Guesthouse.

 

Vi skal pakke i løbet af 40 minutter, men er alle klar efter 25. 

 

I det nye hotel er 5 dobbeltværelser, det ene dog med 2 dobbeltsenge. Eneste mulige løsning er 4 piger på et værelse, 3 på et andet og 2 på det sidste. Søren og mig nede og drengene oppe på dobbeltværelse, selv om 4 piger allerede har besluttet sig for de 2 dobbeltværelser på første sal, de må nu trække lod – det hele ender med de sover deroppe 4 nætter hvert hold.

 

Nu ser det ud til alle er tilfredse!

 

 

Torsdag d. 10/7 2008

 

Sengene var hårdere end dem på det andet hotel, men det er sikkert også første dag, der ligges i dem! Der er i hvert fald ikke andre, der har skrevet i gæstebogen.

 

Airconditionen fungerer godt på alle værelser.

 

Morgenmad kl 9.

 

Nogle går på stranden, andre solbader på taget, og der vaskes tøj til den store guldmedalje. Mon ejeren er glad, hvis han ser op på svalegangen, hvor det ligner et helt tørreri med indtil flere tørresnore.

 

Søren og jeg går en tur i byen, hvor vi bl.a. køber 9 stk. 2 liters vand og 20 bananer, mens vi studerer bylivet.

Vi mødes på restauranten for at spise frokost, kylling i karry. Her er så bananer til biret!

 

Vi får en telefonisk aftale med Chandra:

Afgang fra hotellet kl 17

I morgen afgang kl 9.45, så jeg bestiller morgenmad kl 9.

Frokost på restauranten og dinner på restauranten

Lørdag afgang kl 07, så her spiser vi ikke ”hjemme”

Søndag har jeg så bestilt morgenmad kl 9

 

Tilbage på hotellet eller en tur på stranden

 

Carola:

Dagen i dag er skøn. Efter at have oplevet så meget, er det rigtig rart med en ”slap-af-dag”. Jeg er sikker på, at alle har set frem til det. 

 

I starten af dagen lå folk enten på hotellets altan eller badede på stranden. Dejligt man endelig kan man blive lidt brun! Alt i alt – en god dag.

 

Kl ca. 15 lokal tid tager Sofie og Søren af sted for at udforske den lokale margoritrute. Det foregår med det som de lokale kalder en Moped et ikke alt for stabilt trehjulet køretøj der i dette tilfælde højst skød en fart af 20 km/t. Da mopeden var hyret og efter en del fægten med arme og ben for at vise hvad retning vi ville starte mod, gik det der ud af.

 

Første stop var efter ca 500 m det viste sig at være en tankstation efter 2 liter benzin og et fotografi kørte vi videre før vi kom op på vejen skulle vi lige forcere en 25 cm høj kant  der var nemlig lige blevet asfalteret da vi havde kørt omkring 20 min incl stop for at fotografere templer og geder svingede piloten pludselig til højre vi blev aldrig helt klar over hvad det var vi skulle se ud over at der lå nogle mærkelig lerfigurer på jorden .

 

Svingning 180 grader til højre og vi var på vej igen næste stop var et tempel det så helt beboet ud så vi stod af og gik ind selvfølgelig først efter vi havde smidt sandalerne. Inde i templet var der ikke meget liv ud over 3 mennesker og 2 køer Søren blev fotograferet ved siden af en ko der faktisk mod sædvane var helt kælen men da Sofie nærmede sig den blev den godt nok lidt skræmt vi så også en ko med kalv, kalven var ved at patte men kun indtil ejeren hev den væk, for nu skulle han til at malke koen. Nu begyndte fliserne at blive lidt varme så det var på tide at komme videre.

 

Ude ved Mopeden var piloten ude af syne der gik lidt tid hvor vi sad og diskuterede hvad han lavede, pludselig var han der igen ,med sig havde han en gammel mand ,han havde, viste det sig, nogle gamle Danske mønter han gerne ville sælge vi så på mønterne og sagde nej tak, os skulle han i hvert fald ikke snyde. Vi vendte og kørte videre men var dårligt kommet forbi mandens hus, før vi kiggede på hinanden og blev enige om, at det måske var det eneste manden havde tilbage at sælge så vi måtte hellere støtte ham. Vi skreg holdt til piloten og pegede tilbage mod huset han hoppede ud og skubbede mopeden baglæns, den havde åbenbart ikke bakgear, vi handlede lidt om prisen og endte hvor vi begyndte 1000 Rs pr mønt. Sofie fik den med årstal på, og Søren fik en med kinesiske tegn, hvem var det der sagde gamle danske mønter? Men som sagt en god handel er når begge parter er tilfredse, og det var vi da bestemt.

 

Så gik det hjemad piloten kendte vist en genvej for det tog kun ca. den halve tid at komme hjem igen, Vi kørte ind i Tranquebar ned til stranden piloten skulle lige ringe igen. På vej tilbage var der en festival, vi blev enige om at se på, så vi betalte piloten 150 Rs for over en times transport, det var så billigt at han fik 50 Rs i drikkepenge.

 

Inde på festivalen var der sang og dans det var faktisk rigtigt godt vi havde ikke været der ret længe  før der kom 2 stole så vi kunne side ned, samtidig med stolende kom der en hel masse børn for at se på de 2 hvide mennesker nu var det på tide at komme hjem da vi skulle af sted kl 17 for at komme i biografen på vej hjem nåede vi at blive overfaldet af skolebørn igen der skulle lige tages billeder og vises til dem.

 

En dejlig tur med en masse oplevelser for ca. 22 kr. da købet af mønter jo gerne skulle vise sig at blive en god investering.

 

Sofie og Søren

Mødetid og afgang kl 17. Vi kører til Karikal med Lalitha i bussen. Derinde møder vi Chandra med 2 af deres 3 piger samt Lalithas mor.

 

De fleste køber drikkevarer og snakes i butikken på den anden side af hovedvejen. Trafikken er stærk og kørslen uforsigtig, så chaufføren er flink til at følge over vejen i små grupper.

 

Videre gennem byen med Chandra i forvejen i sin privatbil. Det er godt nok smalle gader!

 

Porten ind til biografens p-plads er ikke ret meget bredere end bussen!

 

Da vi kommer ind i biografen ser vi, den er meget stor. Vi skal sidde på de 2 bagerste rækker af 5  på balkonen. Biografsalen er meget stor. Lyset går nogle gange undervejs. Folk sidder og fryser.

 

Filmen er rigtig megen action, rigtig overdrevet og med ret dårlig kosmetik. Samme skuespiller spiller 11 roller.

 

Efter filmen går vi på samme restaurant som sidste gang, flokken var i Karikal, det tager nogen tid med serveringen. Betalingen sker nu pr bord, så det går uden Søren skal lægge ud denne gang.

 

Vi er tilbage på hotellet kl 22.30, Airconditionen virker – hurra.

 

 

Fredag d. 11/7 2008

 

Airconditionen virker igen ikke!

 

Morgenmad kl 9. Vi skal af sted 9.45. Kører i bussen de 3 kilometer til brick kiln.

 

Her blev vi modtaget af formanden og fik en kort beskrivelse: Tzunamien ødelagde landbrugsjorden, så der ikke længere kan dyrkes ris p.g.a. saltindholdet i jorden. Den bruges nu til kvæg, græsning. Bønderne fik så et lån af HOPE, og 30 personer dannede et kooperativ, her arbejder de så ved siden af landbruget. 

 

Der var brænde, huller til at ælte ler, sand og vand i, en bygning med en stor ”ovn” – det er en speciel slags milebrænding, hvor yderste lag også var mursten. Der tændtes op nederst og efter 3 døgn er ilden nået toppen, herefter nedkøles i 10 dage.

 

I stakken var 120.000 sted = et års produktion.

 

Vi startede med at rydde op: Flytte murbrokker og brænde, mens mændene flyttede en maskine. 

Klokken 11 var der 10 minutters pause, hvor vi fik en grøn kokosnød med sugerør, så vi kunne drikke kokosmælken.

 

Nu gik vi så i gang med at fylde det ler, der blev foræltet i går op i maskinen, hvor det blev æltet endnu en gang og blandet med lidt mere sand og vand. Efter ½ times tid var der så klar til at forme mursten, det gjorde maskinen, der pressede leret i forme med 3 sten i hver. De blev sat på en trækvogn og kørt hen på tørrepladsen, hvor de blev stemplet, og derefter skulle soltørres.

 

 Maskinen skulle fyldes endnu et par gange. I løbet af ca ½ time producerede vi 291 ”sten”

Så var det tid til en is og derefter retur til hotellet.

 

Efter frokosten på Tamil Nadu retur til hotellet, hvor vi øvede os på at synge, noget lød ok, andet ikke. Vi fik dog bestemt os for 4 sange til vores performance.

 

Klokken 15.15 – 15.20 skal John og bussen hente os. Bussen er præcis, vore elever næsten også (de samme kommer ofte i sidste øjeblik). Vi venter derefter 15 minutter ude i bussen, før John kommer. Hvor er det varmt. Chaufføren er dog meget hjælpsom og står næsten på tæer for at holde bagruden åben.

Vi kører 15.40 og når ”Vocational Training Center” rettidigt til dimissionen kl 16. Her bliver vi bænket på de 2 forreste rækker, vi er vel gæster!

 

Søren og Kaj kommer dog derefter op på scenen til alle de andre honoratiores.

 

Chandra byder velkommen og præsenterer os standspersoner samt programmet.

 

En lokal musiker på en lokal slags violin lavet af bl.a. kokosnød spiller, en pigegruppe danser, en mand danser (han taber håndklæde, mobiltelefon og næsten bukserne) og en sanger er de kunstneriske indslag mellem alle de forskellige taler, hvor Kaj bl.a. må fortælle, hvorfor vi er i Indien og ”takkesnakkede”

 

 Herefter uddeltes 160 beviser til forskellige hold. Søren og Kaj måtte uddele til hvert et hold. Der blev taget gruppebillede efter hvert hold, så nu er vi forevigede på skolen.

 

Hele dimissionen er overstået klokken 17.45, mod programsat kl 17. Herefter får vi the – den med mælk og honning – dejligt.

 

Det er nu for sent til at spille bold med eleverne på skolen, så vi returnerer til hotellet.

 

Aftensmaden er først kl. 20, så mange bruger tiden til en tur i byen. Drengene køber shorts til under 12 kr stykket og nogle piger køber meget, meget billige smykker – Frederikke får mange for under 10 Rs og Anna endnu flere for få penge.

 

Aftensmaden er fisk med ris, madpandekager, friske grønsager, den sædvanlige sovs og tomatketchup. Det sidste får næsten Majse i ekstase, men det smager nu også godt.

 

Tilbage på hotellet gøres regnskab for maden i dag – det er lidt forvirrende og irriterende at skulle rundt at hente pengene på værelserne, resultatet er, der mangler 400 Rs.

 

Klokken 22 kommer en reperatør for at lave airconèn på de to værelser i stueetagen. Vores slår relæet igen og igen. Nu er klokken 23 og den er ikke fikset endnu, mens pigernes bare skulle slukkes og tændes på en kontakt næsten nede ved gulvet, nær døren.

 

 

Lørdag d. 12/7 2008

 

Op og med bussen klokken 7 – det er altså tidligt!

 

Vi kører til Karikal i en minibus og en 4-hjuls-trækker. Her fik vi morgenmad på et hotel. Man kunne få både indisk og western morgenmad.

 

Vi kørte derefter videre til Tanjour, hvor vi var kl. 11. Det er en by på ca. 4 millioner. Det kunne mærkes på trafikken.

 

Undervejs var Cecilie og Jeanne rigtig gode til at tage sig af Chandras 6 årige datter omme bag i 4-hjuls-trækkeren. Gruppen i minibussen blev rigtig ”underholdt” af indisk musik.

 

Første stop var ved templet, hvor vi hurtigt skulle af med skoene. Det gjorde godt nok ondt i fusserne at gå på fliser, granitsten og især på tegsten. Der var lagt kokosløbere ud noget af vejen, men langt fra den hele.

 

Templet er fra det 13 årh.

 

Vi så allerførst en tyrekalv i en sten på ca. 40 tons. Herfra kunne vi se selve templet, der er bygget så det aldrig kaster skygge på jorden. Toppen er lavet af en sten på 80 tons, der er slæbt op af elefanter ad en flere kilometer lang rampe lavet af jord og sand.

 

Vi gik til selve tempelbygningen. Der inde skulle vi gå ad en gang, hvor der kun var plads til en række. Den var helt fyldt, så man kunne kun følge strømmen. Man kunne købe lys at sætte og få fedtet kalk i hånden, som kunne bruges til at male sig i panden med. Overskuddet blev strøget af på muren udenfor.

 

Vi gik rundt om bygningen og ud til bilerne.

 

Nu kørte vi over er museum, hvor vi så et hvalskelet på 92 fod (30 meter), der var fundet i Trankebar – videre til flere rum med en masse gudefigurer, gamle mønter og medaljer m.m.

 

Søren prøvede at finde en, der lignede, den han købte den anden dag.

 

Slottet er stadig beboet af en tip-tip-tip…… af den sidste konge, der boede der.

 

Ud til bilerne igen, men ikke med dem. Vi gik videre til endnu et museum, hvor traktaten om at Danmark lejede Trankebar blev underskrevet af den indiske konge og den danske kongeligt udnævnte, Ove Gjedde, der havde brugt 2 år på at komme herned.

 

Vi tog et gruppebillede på stedet, hvor underskrifterne blev sat på dokumentet med lejeaftalen på  3111 Rs årligt.

 

Ved udgangen var en lille forretning, hvor shoppinggenet viste sig for første gang i dag. Flere købte noget med hjem, så de aftalte 10 minutter blev overskredet.

 

Videre i bilerne til en indisk kineserrestaurant, hvor det ikke var muligt at købe hver især. De kunne kun give en fælles regning, så kassen måtte lægge ud. De kunne heller ikke finde ud af serveringen: Desserterne kom i de fleste tilfælde før hovedretten og nogle leveringer blev glemt.

 

Cecilie fik ikke sine ris og Tina ikke sin jordbæris, før vi havde rykket flere gange. De glemte dog ikke noget på regningen, og isen blev noteret 2 gange.

 

Nu gik turen så til en butik med rigtig gode varer og meget høje priser. Shoppinggenet viste sig igen! Nogle købte, mens andre stod imod.

 

Videre til en anden butik. Denne gang en butik ejet af regeringen. Her var ikke nær så flotte varer og heller ikke så påtrængende sælgere. Her blev især handlet armbånd og andre smykker, men også pudebetræk og stof, mens vifter og trælegetøj ikke havde nogen interesse.

 

Det var meningen, vi skulle i endnu en butik, men chaufføren i minibussen syntes, det var nok – eller også var han ikke klar over det, for han kørte så hurtigt som muligt ud af byen, og bilen kunne ikke komme frem for at stoppe ham.

 

Næste stop var ”vores restaurant” i Karikal, hvor vi spiste aftensmad. Folk var ikke ret sultne, men spiste lidt alligevel. Trætheden havde meldt sig – og alle ville gerne tilbage til hotellet.

 

Efter ½ times kørsel var vi så tilbage. Her blev de næste dages program gennemgået og frokosten betalt til kassen. Cecilie og Tina var flittige med regnskaberne.

 

 

Søndag d. 13/7 2008

 

Morgenmad klokken 9. Airconditionen kører stadig! Jeanne er dårlig, skal sove lidt mere, hun er startet på pillekuren igen.

 

Tilbage på hotellet. Nogle vil slappe af, nogle en tur i byen for at købe billigt tøj, andre vil på stranden. Frederikke, Anna, Mejse, Tina, Søren og Kaj følges til stranden. Anna har ikke fodtøj på; det går fint, lige til vi når det brunlige sand – her løber hun fra bil til bil for at kunne køle ballerne (fodballerne) af i skyggen.

I strandkanten studeres en fisk og senere findes et lille græskar, der senere bruges til bold i en omgang ”smørklat” – sjovt, ”bolden” flyder ovenpå og brændingen er nær ved at vælte os en gang imellem.

 

Nu er alle vist snart klar til at tage på tur med John og hans familie.

 

Først kører vi til Karikal, hvor vi får frokost på ”vores” restaurant. Vi er også genkendt med det samme, og tjeneren ved hvor meget den enkelte skal have at spise.

 

Turen går videre til Velankanni, først gennem et stort gademarked i Karikal, senere gennem en masse småbyer med landbrug og en fiskelandsby, hvor der lugtede kraftigt – og ikke godt efter vore næsebor.

 

I Velankanni kørte vi frem til et stort, katolsk kirkeområde med en meget stor kirke og 3 mindre bygninger med altre, hvor folk bad i.

 

Vi gik først op ad fortovet til et bedehus, vejens belægning er løst grus. Her krøb folk bedende de 300 meter i 40 graders varme –  hårdt, men de gjorde det! Der er dog flest morgen og aften. Langs fortovet var 4 små altre i små bygninger på hver side.

 

Bygningen er opført til Jomfru Marias minde. Her åbenbarede hun sig for første gang i Indien og helbredte en mælkedreng med vand fra en brønd. Vandet er så helligt nu. Her kommer både kristne, muslimer og hinduer for at bede.

 

Videre til bygning 2, hvor Jomfruen viste sig for anden gang og helbredte en lam mælkedreng. Hun har vist sig endnu en gang, denne gang over havet.

 

Den store, imponerende kirke skulle vi også se. Den var delt op i 2 mindre. Murene var metertykke og indretningen flot, selv om den slet ikke levede op til forventningerne udefra.

 

Nu tog vi en pause og gik ind i et ”supermarked,” og derefter hvilede os ved en vandbod og en isbod.

En søjlegang med en masse skulpturer og billeder, der viste noget om, hvordan Gud taler til os og stillede spørgsmålet om vi taler til ham via næstekærlighed. Da vi havde set alle de forskellige citater var der nogle som skrev i en slags gæstebog fortsatte vi gåturen rundt om en slags park som endte ved et sted hvor man kunne bekende sine synder. Der var flere af de unge som, godt kunne have brugt lidt mere tid der, så de kunne opnå syndsforladelse. Turen sluttede hvor den startede, ved bussen. 

 

Nu gik turen til Karikal, hvor vi skulle spise på en vegetarrestaurant. Det var en god oplevelse, især toilettet, som lå midt i køkkenet. Der var desværre nogle piger, der mistede appetitten, da de startede med et toiletbesøg! Søren fik et hysterisk hosteanfald, da han var ved at kløjs i en bid mad, som ikke var stærk, det var i hvert fald hvad tjeneren sagde.

 

Da maden var fordøjet var der lige tid til en tur i slikboden, det var der mange der var glade for! Nu gik turen hjemad mod Trankebar, der var vi kl. 20. Der var lige tid til et gavefordelingsmøde inden de unge fik fri. 

 

 

Mandag d. 14/7 2008

 

Ingen aircon, men den kommer vel?

 

Morgenmad kl 9. Her møder vi 2 danske turister, der bor på ”Beach Bungalow”

 

Vi forlader hotellet kl 9.50 og tager til skolen, hvor vi bliver modtaget af forstanderinden. Hun fører os over i træningscentrets fællessal, hvor 2 klasser af elever på 4-5 år venter på os. Vi skal nu lege med børnene. Vi foreslår udendørslege, men forstanderinden mener, det er for varmt allerede. 

 

Det ender med, drengene går udenfor sammen med en gruppe af os for at spille rundbold. Det går udmærket, men kun fordi, vi er så mange til at dirigere. Senere prøver vi kædetagfat uden held, hvorefter vi leger ”rød-gul-grøn-stop”

 

Pigegruppen spiller stikbold – det bliver en succel efterhånden. ”Rød-gul-grøn-stop” går ikke så godt, mens en mindre gymnastikserie gennemføres succesfuldt.

 

Tilbage til hotellet efter Jeanne, der ellers er ved at vaske tøj i nattøj. Hun skifter dog hurtigt!

 

Nu går turen igen til Karikal og ”vores restaurant.” Vi er forsinkede, så vi skal skynde os – køkkenet er dog ikke helt klar til det! Vi udskyder afgangstidspunktet til 13.45 og beder om regningerne, før vi har spist færdigt.

Efter en lille fejlkørsel og en guidning, hvor en mand på mc. kører foran os for at vise vej, er vi på rette vildspor og ankommer til skolen 10 minutter for sent.

 

Her modtages vi på trappen med en velkomst, hvor vi får smurt 2 farver i panden og derefter vises hen på skolens fremvisningslokale med projektor og EDB med Windows 98 som styresystem.

 

Her får vi en formel modtagelse af forstanderinden og vi siger ”tak.” Efter en omgang juice og kiks  er det tid til rundvisning på den kristne privatskole. Hver enkelt klasse har forberedt en sang til os – vi gengælder med fødselsdagssangen, ”Lille Peter Edderkop,” ”Rapanden Rasmus” og nationalsangen. 

 

Tilbage i fremvisningslokalet giver en elev en velkomsttale, vi takker, synger nationalsangen og starter en fortælling om Danmark – vore opgaver. Anna, Christian, Frederikke, Oskar og Charlott og Kaj kommer med indlæg og så er den halve time, der er afsat til os, brugt op.

 

Nu er det tid til en elev synger en klassisk tamilsk sang, hvorefter klasselæreren fortæller om Indien, mens der vises et lidt kikset diasshow. 

 

En ”lidt” kraftig elev danser en folkedans i et flot kostume.

 

Til sidst holder en elev en takketale og Kaj følger op, Alle vi danskere får en gave – et krus, mens vi ikke har bragt nogle med.

 

Den obligatoriske the med mælk og honning & kiks nydes, før vi sammen med skolens stab og klassen fotograferes på trappen foran skolen.

 

Chandra kører forrest ad en genvej, det er en lokal bivej, så hvis det ikke er lykkedes før, er vi nu rystet godt sammen. Vi ankommer til Chandras og Lalithas hus, går ind i husets fællesrum. Der er yderligere 2 soverum og et køkken samt en slags overdækket indgangsparti, der benyttes som terrasse. En stor tagterrasse var kronen på værket.

 

Huset er meget spartansk indrettet – et tv, nogle små borde og plastic-havestole.

 

En reol på væggen og et par hylder er eneste vægdekorationer, de er noget rodet fyldt op.

 

Der var ikke meget legetøj til børnene.

 

Det var et typisk indisk hus til en husleje på 3400 Rs/md. Købsprisen er 1.100.000 Rs.

 

Vi får serveret sodavand, vand, chips og kiks.

 

Der er interesse for fjernsynet, børnene og især naboens hundehvalpe.

 

Vi slutter af med en kop the efter godt 1 times tid.

 

Aftensmaden er ris med fisk, melon, røræg med grønt og den sædvanlige sovs.

 

Tilbage fra middagen på Tamil Nadu Guesthouse oplever en gruppe piger at blive lidt forskrækkede, da de i mørket skal gå uden om et par køer på vejen, er der pludselig flere, end de havde set; strømmen er nemlig igen væk og gadebelysningen også.

 

Medarbejdere prøvede at ordne airconditionen.

 

Der var så varmt på 4-mandsværelset, at Anna, Frederikke, Tina og Majse gik en tur i byen for at blive kølet lidt af. De er dog ikke væk alt for længe

 

 

 

Tirsdag d. 15/7 2008

 

Morgenmad kl 9, i dag fik vi noget, der lignede æbleskiver, men det var det ikke! Noget ubestemmeligt, men alligevel lidt for meget krydret.

 

Afgang skulle have været kl. 9.45. Jeg skyndte på de sidste – drengene igen! Denne gang var det dog ikke så nødvendigt, for vi ventede længe, før alt var klar og bussen kørte af sted.

 

Efter et kvarter er vi ved TBML College, Porayar, der er tildelt 5 nationale stjerner og derfor et af egnens bedste.

 

Vi blev modtaget af vice-principal Frank Ratnakumar, der førte os op til et mindre auditorium, hvor vi blev budt velkommen. Her fik vi så lidt at vederkvæge os på, mens vore elever skulle skrive, hvem de er på en liste og formulere spørgsmål til de studerende.

 

Søren og Kaj blev ført ind til principalen Dr. G Jonas Gunasekaran  af lederen af departementschefen for commerce, en rigtig venlig mand, der havde sat sig en hel del ind i, hvad Danmark er for et land. Lederen derimod virkede helt uengageret.

 

Efter nogen tid var det nok at høre på vi snakkede med departementslederen, så vi blev vinket af og gik tilbage til de andre. Her skulle vi så også noteres som gæster, før vi blev bedt om at gå ind i det større auditorium ved siden af.

 

Nu kom en del studerende.

 

 Kaj forsøgte at dele op til gruppearbejde, Chandra måtte tage over, det hjalp også noget, han kunne dirigere på tamil. Efter nogen forvirring blev der delt op i 5 grupper, der så lavede hver sin rundkreds med de obligatoriske plasticstole.

 

Det virkede som om snakken hurtigt kom i gang i alle grupper mellem de indiske 18 til 35 årige studerende ledsaget af deres undervisere og de 14 til 17 årige unge danskere. 

 

Denne seance varede ca. 40 minutter, hvorefter Christian fortalte hele forsamlingen om, hvad han havde fået ud af den efterfulgt af Cille og Frederikke i forening. Midt i den sidste gik strømmen, og Kaj tog over, hvorefter han takkede for, vi måtte komme og chefen takkede fordi, vi ville.

 

Efter en meget kort rundvisning, gik vi så til bussen. Undervejs fik Oskar og Carola dog tid til at fortælle, dette var deres bedste oplevelse på turen.

 

Nu kiggede shoppinggenet frem igen, dog forstyrret af sult.

 

Lalitha bad os derfor bestemme, hvad vi gerne ville spise, så hun kunne ringe og bestille på ”vores restaurant,” Emirates. Anna, Frederikke, Oskar og Christian valgte dog at spise på vegetarrestauranten i stedet.

 

Første forretning var en guld og sølvsmed, hvor der blev handlet flittigt. Lalitha og Johns kone, Monica hjalp til – de ville gerne prutte om prisen, så det tog nogen (for lang) tid. 

 

Næste stop var et stormagasin efter indiske forhold med tøj, tasker, sko og meget mere. Flere syntes ikke ret godt om varerne, de gik videre med besked på ikke at gå alene eller for langt væk og være tilbage efter 14.15.

Oskar og Christian opdagede, at gademarkedet, vi ellers havde fået at vide var lukket, ikke var det og var tæt på.

 

Efter 1½ times shopping tog vi til restauranterne, maden var næsten færdig, så i dag tog det ikke så lang tid. ”Vegetarerne” var dog hurtigere, så de kom over til os og fortalte, de var blevet mætte for 25 RS = under 3 kr.

Nu var det så tid til at returnere til Trankebar, hvor vi fik 10 minutter til at skifte tøj. Hvem kom sidst tilbage?

 

D….

Chandra ventede ved Dansborg med bilen fyldt med redningsveste. Vi fik dem på og ventede så på fiskerbådene. En fisker kom – ikke i båd, men på motorcykel. Han bad os vente til i morgen tidlig med at blive sejlet ud, blæst og bølger var alt for voldsomme. Efter nogen mukken blev vestene taget af. Søren tog så den største gruppe med en tur i vandet, mens Kaj gik med en mindre tilbage til hotellet for at se, om vi kunne overtale nogen til at få airconditionen til at virke.

 

Det viste sig svært. Hotelmedarbejderen viste nogle sammensmeltede ledninger og sagde, at det først kunne blive lavet i morgen.

 

Vandhundene returnerede til den varme bygning og det ”glade” budskab. Vinduer og døre blev åbnet på vid gab. Gruppen havde haft det rigtig sjovt i vandet, bølger og strøm havde været voldsomme, men sjove.

Spisetiden er flyttet frem til klokken 19, kokken har bare glemt det, så maden er klar kl. 19.30 

 

Igen en dag, hvor tider ændres – denne gang dog af ”moder natur.”

 

I morgen skal vi så have morgenmad kl. 8.30 – sejle kl. 9 – af sted til sølvbryllupstemplet kl. 10.30 

- frokost – til ”familiekomsammen” på skolen/træningscentret kl 3.30 med slut kl 18, og så er det pakketid, for vi skal af sted fredag kl 9.30 efter sidste gang morgenmad på Tamil Nadu Guesthouse kl 9. Kaj og Søren skal så lige afregne al spisning på TNG kl 10.

 

 

Onsdag d. 16/7 2008

 

Der er lidt forvirring omkring morgenmaden. Kaj har sagt kl 8.30, mens guiden har sagt kl 8 til nogle af vore elever. Vi beslutter os for at være der kl 8.15.

 

Morgenmaden er igen ny, han prøver virkelig! Nogle runde ringe, der ikke er så krydrede – og så toast, der ikke er ristede samt syltetøj – mon ikke det styrker syltetøjsbeholdningen, når vi rejser. Mange har ikke helt den fornemmelse, at det er muligt at spare på disse ting. I dag er der rispandekager, han kommer og serverer for den enkelte, de vækker jubel – især med syltetøj. De unge skal også hele tiden huskes på, at når det er en buffet, tager man ikke syltetøjsglasset med ned på bordet

 

Efter morgenmaden forsøger Kaj sig med at bestille morgenmad til kl 8.30. Flere gange bliver det misforstået til kl 8, også da han skriver tallene på bordet med fingeren. Da han så viser det ved at stille armbåndsuret, går det helt galt; nu forstås det som kl 6. Vagten træder hjælpende til, og til sidst er tiden aftalt.

 

 Vi er på stranden kl 9 som aftalt, venter lidt på Chandra, John og 2 af deres hjælpere. Bådene er klar, og vi får redningsvestene på. Derefter bliver vi sat i bådene og bedt om at holde i et tov, der er spændt ud fra for til agter. Nogle indere hjælper til med at få båden ud hver gang, der kommer en bølge. Fuld fart på båden gennem brændingen! Herefter er der bølger, men det er alligevel en ret rolig tur. Vi løber ca 1 km ud, løber lidt langs kysten for så at vende om. Mens den ene båd løber op på stranden, venter den anden lidt ude og er så heldig, at 2 delfiner svømmer foran et kort stykke.

 

Turen har taget 1 time i stedet for ½ - den har kostet 1500 Rs for bådene og 1125 for redningsvestene – i alt ca 450 kr.

 

Lige tilbage på hotellet for at skifte tøj, og så af sted i bussen til sølvbryllupstemplet. 

 

På vejen tilbage til hotellet får Anna en af de indiske medarbejdere ned på knæ. Der sker dog ikke noget med hverken Anna, motorcykel eller fører, da de ramler sammen ude i sandet i vejsiden, og hastigheden er nær 0.

 

10 km tager ca ½ time. Her er den første modtagelse en gruppe tiggere – det regnes for at ære guderne, at give til de fattige, vi ærede dog ingen.

 

 Efter en tur til skoopbevaringen, går vi så ind på tempelpladsen og straks hen til elefanten, der velsigner os for 1 Rs p. p. Nogle bliver velsignet 2 gange, for at få det rigtige billede.

 

Videre ind i templet, hvor vi møder mindst 2 følger med sølvbryllupsgæster.

 

Inde i en gård overværer vi velsignelse af en dreng, der har  fødselsdag. Han sidder på skødet af sine forældre, mens der bliver hældt 16 krukker vand over dem gennem en sigte med blomster, penge og olier. Drengen bliver forskrækket og forlader ceremonien. Kaj bliver bedt om også at hælde en krukke, mens han beder for drengen, hvad mon han sagde.

 

John bliver spurgt, om vi er japanere – de kommer nemlig ofte på tur dertil. Danmark kender spørgerne slet intet til!

 

Vi er nu på første dag i en måned, hvor giftemål ikke gennemføres, hvor børn, der fødes, ikke bliver gode; men ”onde” børn og hvor kærester ikke må se hinanden. Det er lige fra 16/7 til 15/8.

 

Vi forlader templet gennem tiggerskaren, får vore sko mod betaling af 1 Rs p. p for at køre til en restaurant og få frokost. Klokken er 12 – indere spiser gerne lunch kl 14, så vi har lokaliteterne helt for os selv.

 

Tilbage på hotellet. Tiden skal nu bruges på refreshing, badning for sidste gang og pakning, før vi skal af sted kl 16.

 

Sofie kom i tanke om at hun skulle købe en fødselsdagsgave til Anna for de penge som var samlet sammen, så Sofie og Søren gik lige en tur i byen og købte noget lokalt.

 

Gaven bestod af kokosnødder, kiks, smykker og en taske.

 

Vi må vente lidt på bussen denne gang, men kommer rettidigt til auditoriet.

 

Chandra byder velkommen og fortæller, hvor glad de har været for vort besøg, 

 

Derefter en traditionel dans af en kvindelig medarbejder med en ”urtepotte med træ og fugl” på hovedet. Hun kan oven i købet snappe et lommetørklæde op fra gulvet med munden.

 

John og Lalitha holdt også tale for os efterfulgt af  uddeling af gaver til os – Søren og Kaj får hver et køkkenur og alle får en lille statue af den smilende budda, lidt særegent for her er jo hinduer, kristne og muslimer. Nu er det så tid til vores takketale, hvor Oskar og Jeanne hver siger, hvad de har fået ud af turen og Kaj takker officielt.

 

Så kom et computershow: Fortælling om Indien, landets nationalfugl (påfuglen) – blomst (lotus) – dyr (tiger) o.m.a. Nu kommer så en hel del af vore billeder kombineret med nogle af deres. Der blev grinet noget af nogle billeder, især det hvor Søren sover.

 

Nu er det så tid til forfriskninger – nogle meget søde kager og koldt vand i plasticposer.

 

På vej tilbage til hotellet kører Søren på Johns MC. Et kort stop for at købe frugt: En banan, en pære, en mango og æble til hver – pris 335 Rs = ca. 37 kr, så Kaj er den glade giver!

 

John og Monica er med på hotellet for at få deres gaver, mens Chandra og Lalitha vil komme kl 21.

 

Klokken er godt 21, da de kommer! De har 2 vandmeloner med, vi deler den ene, dejligt, selv om den er varm!

 

De får gaverne – også dem til skolerne. Snakken starter rigtigt, da pigerne skal vise, hvordan en hoppeelastik skal bruges, og Lalitha og nogle piger laver forskellige figurer med elastikken,der vist nok kaldes snoreleg.

 

 Pigerne snakker og fjanter med hende, mens Chandra snakker med Søren og Kaj. Han fortæller om en fiskefamilie, der er konverteret til den kristne tro fra hinduisme. Fiskernes råd besluttede så at udelukke familien, så de ikke må bo i landsbyen, men på den anden side af fortet. Fiskeren må ikke lande fisk på auktionen, og hans kone måtte sælge fisk i en anden landsby. Paradoksalt nok kan de 8 børn gå i skole på den kristne skole i Trankebar, hvor fiskernes børn også går. Det er en skole med 1500 børn – de 1000 bor på skolen, der ligger på Kongensgade, Kings Street.

 

Han fortæller også, han er uddannet psykolog, har fulgt sin overbevisning om at hjælpe andre, trods en meget lavere løn. Nu må han bo til leje, hvis han havde arbejdet med sit fag, havde han nok allerede anskaffet sig hus nr 2. Han ville den dag i morgen kunne få en rigtig godt betalt stilling på et af de bedste hospitaler i Indien. Hans kone; Lalitha arbejdede som leder på et mobiltelefon firma men valgte at følge ham. 

 

Eleverne falder fra den ene efter den anden og siger godnat. Anna, Tina, Charlott og Sofie kunne have fortsat til næste dag med snakken, men ved midnatstid forlader de 2 indere hotellet for at køre hjem.

 

 

Torsdag d. 17/7 2008

 

Morgenmad kl 8.30. Den var ikke så god som i går! Efter maden betaler Søren og Kaj for maden, vi har spist på Tamil Nadu Guesthouse, det bliver den nette sum af 17.000 Rs, ca. 1900 kr.

 

Alle er klar til at forlade hotellet til aftalt tid. John og Monica er kommet for at tage afsked; mens Chandra lader vente på sig – næsten et kvarter.

 

Nu går turen så mod Pondicherry. Undervejs ser vi templet for den syngende Shiva. Imponerende stort, imponerende tag belagt med bladguld på selve templet. 

 

Her er også en tempelelefant.

 

Inde i templet lyder pludselig klokkeklang fra en stor kirkeklokke og mange beder ved et alter.

 

Vi bliver ikke så længe – eleverne er utålmodige efter at komme til næste hotel. De håber på pool.

 

Videre ad den smalle vej med dem utroligt store trafikmængde og fleksible trafikkultur. I overhalinger har den hurtigste fortrinsret, og ved modkørende trafik, har den tungeste fortrin til asfalten, mens den letteste må en tur ud i gruset i vejsiden.

 

Hotel Surguru ser flot ud. Pigerne får værelserne 302, 305 og 314 – hannerne 108 og 112. Søren og Kaj tager nødhjælpsværelset..

 

En tur i byen i små grupper ender med en masse handel. Tina køber bl.a. 6 kjoler for 100 Rs – ca 12 kr.

Vi vil gerne vide, alle kommer godt hjem, så vi aftaler at mødes på hotellet kl 20.

 

Middagen tager pigerne via roomservice. Hannerne inspicerer restauranten og får alle dagens 3-retters menu med suppe, en bakke med 2 forskellige slags ris, pandekager, peberbrød og 8 forskellige slags tilbehør – sidste ret en kugle is med syltetøj.

 

 

Fredag d. 18/7 2008

 

Anna har fødselsdag i dag, så der er lige nogle ting der skal ordnes inden morgenmaden gaven skal huskes, det klarer Søren, Kaj sender drengene i byen efter en lagkage kun fire gader nede af vejen det viser sig dog at være seks gader, i mellemtiden er vi andre gået ned i spisesalen, hvor vi har fået et rum for os selv for ikke at forstyrre de andre gæster, når vi skal synge. Da drengene kommer tilbage går Kaj og Søren ind ved siden af for at sætte lys i kagen. 

 

Anna har endnu ikke opdaget noget, det gør hun først da Kaj kommer med kagen, og vi begynder at synge fødselssang. Kaj har haft en gave med fra hendes familie, den bliver hun meget glad for! Det gør hun selvfølgelig også for gaven fra os, men hvem kan ikke også bruge en rulle kiks, tre kokosnødder, neglelak, lidt Indisk parfume, smykker, og en plastik taske?

 

Da vi har spist er vi allerede 45 min forsinket, så nu går det stærkt! Vi skal nemlig på gåben rundt i byen, troede vi, det viser sig dog, at vi skal med bus.

 

Vi kører ca en ½ time ud af byen og ind i en skov, hvor vi ender ved et sted der hedder Matrimandir  - et sted hvor stilheden hersker, stedet er anlagt af en fransk madam og en indisk mararjar, der ønskede fred på jorden mellem alle folkeslag. Meningen er, at der i fremtiden skal der vokse en by op, hvor alle folkeslag i hele verden skal være repræsenteret.

 

Centrum for byen er en stor guldbelagt kugle, hvor der i midten er anbragt en hvid perle. Den bliver så belyst med sollys fra et hul i toppen af den store kugle, som så bevirker at indersiden fremstår kridhvid, uskyldhedens farve.

 

Inden vi begiver os af sted mod kuglen er der lige tid til lidt shopping og vædskekøb. Da det er klaret, går vi omkring 1 km til kuglen. 

 

 Den er ret imponerende, det havde været helt perfekt, hvis vi var kommet ind i den, men det var der desværre ikke tid til og desuden var den under restaurering.

 

På vej tilbage gjorde vi holdt ved et 300 år gammelt træ, der fra sine grene havde smidt lianer mod jorden. De var så groet faste, så de virkede som understøtning af grenene + at de også sugede vand og næring. Der hang en lille abe i en af lianerne, den lignede faktisk Sofie lidt.

 

På vej tilbage stoppede vi ved et sted, hvor man kunne handle silke. Her blev handlet en del, medens de tilbageværende i bussen blev invaderet af tiggere. Af sted igen, denne gang mod hotellet, der skulle tjekkes ud. Vi fik 2 værelser til bagage, et til pigerne, det hvor drengene havde boet. Det lugtede fælt af død rotte. Drengene flyttede ind til Kaj og Søren, hvor der duftede som en blomstereng.

 

Nu var vi ved at være sultne, så da vi den foregående dag havde spist på pizzahut var det jo nærliggende at gøre det igen. Som sagt så gjort, vi hyrede 5 små taxis, og af sted det gik, Kaj og Sørens pilot mente han kende en omvej, det gjorde han ikke, så de ankom til sidst. Inde på pizzatingen blev der bestilt, og belært af erfaring, var der flere der nøjes med en pizza.

 

Efter maden og klokkeklang var der nogle der kørte tilbage til hotellet, men Kaj havde fået at vide af guiden, der kun var 20 min gang, så Oskar, Christian, Carola, Sofie, Kaj, og Søren gik tilbage. Efter 40 min var vi ved hotellet, så hvis guiden havde sagt løb i stedet for gang, havde det passet med 20 min. Kaj og Søren slog lige et slag ned til skrædderen efter Sørens Kjole, de mødte også drengene, der var ved at handle skjorter.

Nu skulle det sidste lige pakkes, og der blev også tid til et bad, det sidste i Indien i denne omgang. Kl 17.45 pakkede vi bussen og kl 18.05 rullede vi mod Channi/Madras, hvor vi skulle flyve fra.

 

I bussen gik livet sin gang, nogle sov, andre hørte musik, enkelte kiggede på landskabet, der for forbi og 2 legede vovhunde med hovedet ude af vinduet. 

 

Da kl var 21 manglede vi stadig 20 km til lufthavnen, det havde også været i orden hvis ikke kl 21 var det tidspunkt, vi skulle tjekke ind. Guiden var vist blevet snydt med hensyn til mængden af trafik.

 

Så er vi ved lufthavnen, bagagen bliver læsset af. Oskar gik lidt i panik, da han ikke kunne finde sin håndbagage med  bl.a. pas, den viste sig dog at ligge under et af sæderne. Farvel til guiden og piloten, og af sted til check ind. Der var en del danskere, så man skulle lige tænke sig om før man sagde noget, det havde jo ikke været det store problem de sidste14 dage.

 

Da vi havde afleveret vores bagage og fået vores billet, opdagede Anna, at hun havde glemt at putte sin lommekniv i kufferten. Det var en hun havde fået af sin morfar da hun var 6 år, så hun ville ikke bare efterlade den. Det endte med at den blev pakket i en kasse og sendt med flyet som luftpost, håber hun får den igen.

Der var ikke tid til at handle, da al postyret havde forsinket os, så vi gik direkte til bording området, der fandt nogle af pigerne en bod hvor man kunne købe et stykke pizza, et sted hvor man kom af med penge! De gik derfra uden, pga. priserne.

 

Så skulle vi ombord i flyet, alle var spredt fra hinanden som på turen herned, men med lidt snilde, fandt man vist sammen med et kendt ansigt.

 

 

Lørdag 19 07 2008 

Det blev en stille og rolig flyvetur, folk sov, nogle så film, medens andre spillede spil, kl 0600 var der morgenmad på flyet, og kl 0700 landede vi i Bruxelles. Vi gik til shopping-området, hvor vi aftalte at mødes efter 1 time. Kaj og Søren lagde ud med en kop kaffe og en chocoladeting, nam nam

 

Folk var rundt og handle lidt, men ikke ret meget - priserne var lige pludselig ikke indiske mere. Da timen var gået begav vi os til bording-området, der viste det sig at Søren den k…. havde smidt sit boardingpas væk, da han var inde at handle. Sofie sagde ellers at det var hende, der havde smidt den væk. Det skal vist undersøges nærmere! Til alt held havde han stadig sin e-tikket, så han fik lavet et nyt ved bordingskranken, ingen grund til panik.

 

Da alle havde fundet deres plads, lettede vi. Nu mangler der bare 1 time og 30 min, før vi igen har dansk grund under fødderne. Turen er hurtigt overstået og før vi aner det står vi og ventede på vores bagage. Alle kufferterne er der, det eneste der mangler er Annas knivpakke, men mon ikke den dukker op? Så var det tid til gruppebillede, alle smilede og så brune ud, så var det ud til de ventende forældre, alle der havde mulighed for det var der! Der var endda Dannebrog, dejligt! Efter knus og kram samt en enkelt tåre, spredes alle, nu var det hjem og fortælle om 14 varme og dejlige dage i Indien.

 

Tak til alle for en rigtig dejlig tur, håber ikke at det er sidste gang, vi skal ud og opleve verden sammen. 

     

Kaj Ryttersgaard 

Søren Madøre alias Im

 

Det bedste ved turen:

 

At folk er så venlige og imødekommende – i hvert fald de fleste.

Generelt hele turen med dejlige rare mennesker – sammenholdet

Lalitha og Chandra & når vi kørte i bussen og fik et frisk pust

Det hele har været godt og det bedste er selve turen i sig selv

Badning (Strand)

At vi fik lov til at lege med skolebørnene og bare set en masse ting

Lave priser, sommervejr, silke, søde indere

Shopping med Monica og Lalitha

Børnene og vandet (stranden)

Det at bade på stranden med de andre i store bølger og strøm & se folks udtryk, når de så os

Besøg på skoler (de små & college), gode hoteller, fisketur

Søde unge mennesker. Chicken fried noodles (de første 5 gange). De små skolebørns glæde over ting, der i Danmark ville være en selvfølge

At vi undgik uoverensstemmelser og alvorlige uheld. Vore unges opførsel og respekt for andre. Alles gå på mod.

 

Det værste ved turen:

 

At opleve hvordan inderne sked på naturen ved at smide affald i grøfter og hvor de ellers kunne komme af med det.

Turene nåede aldrig at blive gjort helt færdige. Vi så for meget af dedt samme (templer). Stærk og ensformig mad.

Luftfugtigheden gør det hårdt at være fysisk aktiv og svært at sove

Maden – for meget ris og kylling + det var for stærkt!

Maden, bare generelt

Lugten, larmen, varmen, luftfugtigheden & Forskellen på mand og kvinde

At næsten alle indere kiggede på os og vi hele tiden har set noget (templer)

Pigernes brok

Den stærke mad + for mange templer

Den stærke mad og hygiejnen. Krybdyrene.

At ens tøj har klemt sig til en p.g.a. varmen

At der stinker og at der alle vegne ligger skrald og lort + alle de total provokerende tiggere

At aftaler og planer ikke blev overholdt p.g.a. alt for sene aftaler.

 

Det mest overraskende på turen

 

At folk kan synes, vi er så interessante og at de konstant glor

At vi har fået så megen opmærksomhed fra folk. De vil gerne røre og give hånd, og de glor hele tiden på os som om de aldrig har set hvide mennesker før

Varmen og luftfugtigheden

Deres trafik – meget kaotisk

Varmen (luftfugtigheden) 

At alle mennesker, lige meget hvad de tror på, kan bede i den samme kirke

Fattigdommen, rodet, indernes forestilling om os

Måden de kører på

Luftfugtigheden

Folks venlighed og den meget stærke mad

Hvordan folk bor/lever. Hvordan religionen stadig har stor betydning/virkning. Hvor hjælpsomme folket er

Folks venlighed og imødekommenhed. Glade og smilende folkefærd, der altid er hjælpsomme – men også at tidspunkter ikke altid blev overholdt helt efter planen

Tal og tidspunkter varierede efter for godt befindende. Tzunamiens konsekvenser på lang sigt, landbrugsarealernes anvendelse & at samfundet fungerer så velordnet trods folks totale mangel på lovlydighed – især omkring kasteråd og trafik. At vi blev spurgt, om vi var japanere. Kokken brugte gardinerne som håndklæde.

 

Det sjoveste

 

Da vi flyttede fra et hotel med aircondition og lidt strøm til et bedre med ingen A.C. og mindre end lidt strøm

Køerne går frit rundt & Måden de siger ”ja” på – ryster på hovedet & Man føler sig berømt, når alle vinker og hilser

At bade på stranden med de andre i store bølger med megen strøm & se folks udtryk, når de så os.

Lege med alle de små & sejlturen

Generelt og lære om den indiske kultur. Folk siger ”Hej” til en og sådan.

Lege med børnene

At de kiggede så meget efter os

At bade i høje bølger

Alle børnene vil give hånd og vide, hvad vi hedder

At bade og lege med børnene

At undervise børn & at sejle

Man føler sig nærmest som en kendt, folk hele tiden vil snakke og røre ved en, det er lidt skægt

Annas overraskelse over lagkagen. Den store forskel på, hvor selvstændige gruppens enkeltpersoner er.

 

Det mest spændende

 

Alle deres forskellige trosretninger + og selve kulturen og folket

At se hvordan inderne var og hvordan de er

Skolerne og være ude at sejle

At se hvor fattige de egentlig er + sejle med fiskerne

At bade i høje bølger

At se et nyt land og blive sat lidt ind i deres kultur

Skolerne og shopping

Hvor meget vand, man kunne drikke på en dag

Alle de ting, vi har set og oplevet

Mødet med college-eleverne

At snakke med de lokale

At opleve indernes hverdag tæt på. Godt at bo i et lille samfund som Trankebar.

Hvad der så var næste ændring af programmet – og hvor dårligt strøm og aircondition fungerer

 

Karakter efter 13-skalaen

 

11

10

11 – men vi skulle have haft længere tid

8

10

9?

10

10?

10

10

9 – 10

11 (fradrag på 2 fordi, der er så beskidt, tiggerne, folk glor so meget og vi skulle gå med alt det tøj)

10 (rigtig velmenende mennesker, der brugte utroligt megen tid og energi på os, men ikke formåede at lave aftaler så præcise og rettidige, at det blev strømlignet)

---